Fortæl mig hvad du ved

I Gribskov Genoptræning har der netop været fagfestival, hvor kolleger deler ud af den seneste viden, de har fået på aktuelle kurser.

Mange kender fornemmelsen af at komme hjem fra et godt og inspirerende kursus med hovedet fyldt med ny viden og lyst til at få den ud og leve. Hverdagen sætter ind – og alle de gode ideer bliver i hovedet hos én selv. I Genoptræningen i Gribskov har de fundet en måde at få alt den gode kursus-viden ud og leve – den hedder fagfestival. Her mødes alle terapeuter til nogle energifyldte timer, hvor de terapeuter, der har været afsted på kursus, deler de vigtigste højdepunkter, de har taget med hjem fra kursus.

Leder af Genoptræningen i Gribskov, Connie Bendt, fortæller: ”

”Fagfestival er en god måde at få fokus på faglighed i en travl hverdag. Og så handler det også om at få sikret, at alle de gode input fra kurser ikke blot bliver indkapslet viden hos den enkelte, men kommer ud og leve i hele teamet.”

Senere deles den nye viden i de enkelte fagteams, således at sparring blandt de erfarne terapeuter kommer i spil.

Hanne Brudholm og Signe Sommer har netop være på kursus i ’At turde tale om døden’. Kurset gav god viden om at tale med borgere om døden. De terapeuter, som arbejder med hverdagsrehabilitering, oplever borgere, som giver udtryk for, at livet er svært, at de har tanker om døden og manglende livslyst. Her er det vigtigt at turde tale om døden på en værdig måde i et fortroligt rum med borgeren.

Hanne og Signe delte ud af kursets hovedpointer til kollegerne på fagfestivalen.

Videndeling giver arbejdsglæde
Erfaringen i Genoptræningen er, at delingen af den nye viden fra kurset også er med til at løfte arbejdsglæden i teamet. Connie fortæller:

”Vi sikrer, at vi hele tiden har et højt konstant fokus på at udbygge vores faglighed og få mest muligt ud af den tid, vi investerer i at sende vores kolleger på kursus. Og så giver det også den enkelte en glæde at kunne bidrage med ny viden i teamet og få kolleger med på nye ideer. På den måde bliver fagfestivalen også en god social begivenhed, hvor vi samles om noget, vi alle brænder for.”

Billedtekst
Der bliver lyttet interesseret fra kollegerne, da ergoterapeut Hanne Brudholm (til venstre) og ergoterapeut Signe Sommer fortalte om kurset ”At turde tale om døden” på Genoptræningens seneste fagfestival.

 

788e3067f68d6b2d0875c95f0c246914WWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWWW