Valby Langgade 231

hMidlertidigt botilbud
København
1 af 10 billeder
Alle billeder

Om Valby Langgade 231

Valby Langgade 231 er et botilbud for unge og voksne i alderen 18-35 år, som har behov for en specialiseret socialpædagogisk indsats, der ofte foregår i samarbejde med psykiatrien.

Afdelingen ligger på Valby Langgade med Damhussøen lige om hjørnet, så der er gode muligheder for at komme ud i naturen.
Der er få minutters gang til bussen, og S-toget (Ålholm Station) ligger fem minutters gang væk.
Valby Langgade byder på hyggeligt byliv med caféer og spændende butikker, mens vores gårdhave vender ind mod et grønt villakvarter og inviterer til ro fra byen. Gårdhaven er hyggeligt indrettet med terrasse, højbede, siddepladser og solstole og er ofte et samlingspunkt om sommeren.

Afdelingen er især god for borgere, der har flere psykiske og sociale udfordringer, som indvirker på hinanden og skaber en samlet kompleksitet.
Beboerne i denne målgruppe har ofte behov for en struktureret og forudsigelig hverdag samt særlige uddannelses- og beskæftigelsestilbud. For nogle bebeboere er behandling og forberedende uddannelsesindsatser mest relevante i første omgang.

Borgernes drømme, motivation, mål og ressourcer er udgangspunkt for hele indsatsen. Vi behandler vores beboere som voksne og ansvarlige for eget liv – uanset deres udfordringer – og vi skaber motivation uden at være ydrestyrende. Vi støtter dem i realistiske målsætninger, som giver succesoplevelser og drivkraft, og hjælper til at skabe en tryg og rolig hverdag, hvor de har overskud til at udvikle sig.
På den ene side motiveres borgerne til at udnytte de kompetencer og muligheder, de allerede har – og på den anden side støttes de i at mestre deres udfordringer.
Gennem samvær, motiverende samtaler, fælles refleksion og spejling samarbejder vi med beboerne om:

  • at skabe et livsindhold, der giver livet kvalitet, mening og retning
  • at skabe struktur og forudsigelighed
  • at fastholde og skabe værdifulde relationer og fællesskaber
  • at skabe strategier til at klare hverdagen
  • at håndtere hverdagens praktiske opgaver.

Afdelingen kan også bidrage til at klarlægge den enkelte borgers støttebehov, hvis vedkommende ikke er udredt eller har uafklarede støttebehov ved indskrivning.
Vi arbejder mod, at borgerne gradvist bliver mindre afhængige af personalets støtte, så de kan overgå til et mindre omfattende tilbud.

For at få plads på et af vores opholdssteder eller botilbud, så skal man først visiteres af kommunen. Når Valby Langgade 231  modtager en henvendelse fra kommunen, foretages der en grundig visitation.
Visitationsteamet består af lederne på afdelingerne, pædagogiske leder og socialrådgiver. Teamet vurderer om barnet/den unge matcher målgruppen og hvilken pædagogisk behandlingsindsats barnet/den unge har behov for.

Valby Langgade 231 er godkendt som midlertidigt botilbud efter serviceloven § 107.