Første spadestik taget til Fribo Holte

Nu starter opførelsen af Altidens kommende friplejehjem i Rudersdal – Fribo Holte. Det bliver 72 ældreboliger i en rækkehus-lignende bebyggelse, i høj kvalitet og med åbne haver på Skovlygrunden.

“Projektet realiserer i høj grad de visioner, vi har haft for Skovlygrunden. En tryg bolig for ældre og samtidig et inviterende fællesskab for alle borgere, børn, unge og ældre. Et sted, der i hele sit udtryk og sin funktion understøtter, at man kan få glæde af hinanden på tværs af generationer,” sagde borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive, da han annoncerede vinderen af kommunens udbud.

Flere muligheder til fremtidens ældre

Miriam Toft, der er administrerende direktør i Altiden, ser frem til byggeriet står færdigt i starten af 2021: ”Vi glæder os til det kommende samarbejde med Rudersdal Kommune om at skabe et friplejehjem, der støtter de ældre i at leve det liv, de ønsker. Nutidens ældre og de kommende generationer stiller nye krav til det moderne ældreliv. På Fribo Holte vil det gode hverdagsliv være i centrum med fokus på oplevelser, natur, fællesskaber og tryghed. Vi vil gerne skabe et hjem, hvor der er plads til at være sig selv sammen med andre, og hvor man har stor valgfrihed til at skabe en indholdsrig dag med gode oplevelser – både store og små.”

Et friplejehjem giver mulighed for at tilbyde individuelle løsninger og mere valgfrihed. Selvom et friplejehjem er privat drevet, ligger boligudgiften på niveau med kommunale tilbud og er tilskudsberettiget på samme måde. Derudover er der mulighed for at købe ekstra ydelser, der ligger ud over det normale tilbud som fx rejser, ledsagelse og ekstra praktisk hjælp, der ikke er en del af visiteringen.

”Fribo Holte bliver et hjem i moderne rammer med en ældrepleje, der bygger på høj service og faglighed. Vi har god og lang erfaring med at drive plejecentre med høj kvalitet, ekspertise og nærhed. Mennesker er forskellige og har forskellige behov, derfor tilbyder vi også en række ekstra muligheder skræddersyet til den enkelte.” siger Miriam Toft.

Følg med i byggeriet
Har du lyst til at følge med i byggeriet og få invitationer til en række temaarrangementer, så skriv  til kontakt@altiden.dk. På samme adresse kan interesserede også skrive sig på venteliste til det nye plejehjem.

Læs mere om Altidens friplejhjem her

Fribo Holte er tegnet af Rubow Arkitekter.

 

f4e59626886abb4d5f981bb613dcf094,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,